Kun 80 ud af samlet set 8.458 personer, der i årets første otte måneder har fået udbetalt tidlig pension, er tidligere ansatte i finanssektoren.
Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.
”Ret til tidlig pension er udelukkende anciennitetsbestemt, og vi ved, at mange ansatte i sektoren opfylder anciennitetskriterierne for at komme på ordningen, fordi de er begyndt tidligt på arbejdsmarkedet. Derfor er det bestemt positivt, at så få vælger at trække sig tilbage før tid,” siger Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Hun understreger, at erfarne medarbejdere er enormt vigtige for virksomhederne i finanssektoren:
”Arbejdsopgaverne i sektoren er ofte meget komplekse. Her er de erfarne medarbejdere guld værd, fordi de via deres viden og erfaring er gode til at finde de rigtige løsninger. Derfor gør virksomhederne også meget for at fastholde dem. Det betyder, at andelen af seniorer i netop finanssektoren er større end på det øvrige private arbejdsmarked.”
Tal fra Danmarks Statistik viser, at 13,1 procent af medarbejderne i finanssektoren har rundet 60 år, mens den tilsvarende andel på det øvrige private arbejdsmarked er 10,4 procent.
Ordning forebygger ikke nedslidning
Ret til tidlig pension er problematisk, fordi ordningen reelt ikke forebygger nedslidning, mener Nicole Offendal.
”Nedslidte skal kunne trække sig tilbage. Det kan der ikke være to meninger om. Men Ret til tidlig pension handler ikke om nedslidning, men om antal år på arbejdsmarkedet. Og i en tid med mangel på arbejdskraft er det tudetosset at indføre en ordning, som giver mennesker, der ikke er nedslidte, mulighed for at forlade arbejdsmarkedet,” siger Nicole Offendal.
Det er muligt at søge om ret til tidlig pension fra man er fyldt 61 år. Antallet af år på ordningen afhænger herefter af anciennitet. 44 år på arbejdsmarkedet giver ret til 3 år med tidlig pension, 43 år til 2 år og 42 år til ét enkelt år.
Ret til tidlig pension koster ca. 3,6 milliarder kroner om året. En markant del af finansieringen, ca. 1,26 milliarder kroner, kommer fra en forhøjet selskabsskat på finansielle virksomheder.