Med dagens politiske aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti er første del af regeringens Jobreform nu i hus: Der lægges loft over, hvor meget der kan modtages i kontanthjælp, og der stilles krav om mindst 225 timers arbejde årligt for at bevare retten til kontanthjælp for både ægtepar og ugifte. Endvidere ændres retten til ferie fra fem til fire ugers ferie med kontanthjælp.
FA mener, at der dermed er taget vigtige skridt i retning af at sikre finansieringen af det danske velfærdssamfund på længere sigt. De sidste fire år er der kommet væsentligt flere kontanthjælpsmodtagere. Det er en uholdbar udvikling, og det er rettidig omhu, at et flertal i Folketinget nu trækker i håndbremsen.
Tiden på kontanthjælp skal gøres så kort som muligt
Det er ingen dans på roser at være ledig og slet ikke på kontanthjælp. Derfor gælder det også om at sætte alle sejl ind for at gøre tiden på kontanthjælp så kort som mulig. For at nå det mål er der imidlertid brug for ikke bare at øge arbejdsudbuddet, men også efterspørgslen på arbejdskraft. Dagens aftale bidrager til at øge udbuddet.
Øget vækst spiller en afgørende rolle
Men det er endnu vigtigere at sætte turbo på væksten og dermed øge antallet af arbejdspladser. Det er den eneste langtidsholdbare vej mod at sikre det danske velfærdssamfund fremover.
FA glæder sig derfor over, at statsministeren på dagens FTF-kongres så klart meldte ud, at regeringens hovedsigte for de kommende trepartsforhandlinger er det private arbejdsmarked, som skal gøres sundt og konkurrencedygtigt. Det er på høje tid, at dansk erhvervsliv og måske især de videnstunge virksomheder for alvor sikres optimale rammevilkår for vækst.