Der er indgået en bred politisk aftale om en ny arbejdsmiljøreform. Aftalen handler primært om, hvordan Arbejdstilsynet skal prioritere sine ressourcer. Den bygger i stor udstrækning på enighed i Arbejdsmiljørådet om at målrette Arbejdstilsynets og parternes arbejdsmiljøindsats.
Med aftalen bliver arbejdsmiljøindsatsen målrettet, så Arbejdstilsynet i langt højere grad end i dag kommer på tilsyn der, hvor der faktisk er problemer med arbejdsmiljøet. Fremover skal 80 pct. af tilsynsressourcerne bruges på de risikobaserede tilsyn mod ca. 50 pct. i dag. Det betyder, at tilsynets stikprøvekontrol begrænses til 20 pct.
FA støtter aftalen, fordi den bl.a. betyder, at mange virksomheder i finanssektoren, som i dag yder en stor indsats for at fastholde og udvikle et godt arbejdsmiljø, ikke skal bruge tid på tilsynsbesøg og på papirarbejde, hvor virksomheden skal dokumentere indsats og resultater overfor Arbejdstilsynet. Ved at blive aflastet for de mere rutinemæssige opgaver kan Arbejdstilsynet som myndighed koncentrere sig om at bruge kræfterne på de brancher og virksomheder, som har de mange og store arbejdsmiljøproblemer, og hvor ansatte kan blive udsat for alvorlige arbejdsulykker, erhvervssygdomme og nedslidning på jobbet.