Finansforbundet skriver på basis af en medlemsundersøgelse: "To ud af fem assurandører er truet på helbredet".
Den påstand er der ikke belæg for. For det første er en undersøgelse, der er foretaget blandt 180 assurandører, ikke repræsentativ. Det svarer til kun lidt mere end hver tiende assurandørmedlem af forbundet. For det andet spørger undersøgelsen respondenterne om, hvad de "føler", mens undersøgelsen ikke siger noget objektivt om eventuelle helbredstruende eller helbredsskadelige effekter af arbejdet.
Ikke tegn på helbredstrusler
FA har set på statistikken over sygefravær blandt "Forsikringssalgsarbejde med egen kundeportefølje" - det vil typisk sige assurandører. Den viser, at disse medarbejdere har et sygefravær, som er ca. 1-2 sygedage højere pr. år end niveauet for medarbejdere i forsikringsbranchen generelt. Ser man på udviklingen i perioden 2010-2012 har sygefraværet for denne gruppe været nogenlunde konstant. Der er dermed heller ikke over årene sket nogen markant udvikling i omfanget af sygefravær hos assurandører. Med andre ord giver heller ikke sygefraværsstatistikken belæg for, at stress har et omfang, der truer eller ligefrem skader helbredet.
Stress skal forebygges på oplyst grundlag
FA er optaget af, at virksomhederne har et fortsat fokus på at forebygge og afbøde følger af arbejdsbetinget stress. Men indsatsen skal planlægges og gennemføres i de enkelte virksomheder og på et sagligt og oplyst grundlag - og i samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Og her gavner det ikke, hvis en faglig organisation på et tvivlsomt grundlag fremmaner skræmmebilleder, som er langt fra virkeligheden.