De nyeste beskæftigelsestal fra FA viser, at der var 62.534 ansatte i FA’s medlemsvirksomheder pr. 1. juni 2015. Dermed er beskæftigelsen i FA’s medlemsvirksomheder faldet for 7. år i træk. Nedgangen er med godt 1.300 medarbejdere eller 2,1 pct. lidt større end sidste år.
Fortsat fald hos penge- og realkreditinstitutterne
Faldet i beskæftigelsen kan primært tilskrives en nedgang i medarbejderantallet i penge- og realkreditinstitutterne samt "Øvrige virksomheder". Antallet af ansatte i pengeinstitutterne i FA's medlemskreds er dermed på sit laveste set i forhold til perioden 1998-2015. Det største procentuelle fald i medarbejderantal ses i "Øvrige virksomheder" og realkreditinstitutter.
Næsten uændret beskæftigelse i it-virksomheder samt pensions- og forsikringsselskaber
I it-virksomhederne er medarbejderantallet de senere år skiftesvis gået lidt op og lidt ned, og i år er det faldet en smule. Andelen af medarbejdere i FA's medlemsvirksomheder, som er ansat i it-virksomheder, er siden 2008 steget fra ca. 5½ pct. til knap 7 pct.
Beskæftigelsen i pensions- og forsikringsselskaberne er kun faldet marginalt fra 2014 til 2015, og generelt har medarbejderantallet her været noget mere stabilt. Siden 2008, hvor beskæftigelsen toppede, er antallet af pensions- og forsikringsansatte faldet med knap 90 medarbejdere.
Beskæftigelsen er nu på niveau med første halvdel af 00'erne
Faldet i beskæftigelsen i FA’s medlemsvirksomheder er sket fra et relativt højt niveau i 2008 til et niveau, der nu cirka matcher niveauet i 2004. Det var således især i perioden fra 2005 til 2008, at finansbeskæftigelsen eksploderede.