Uddannelsesministeren og undervisningsministeren har i weekenden meldt ud, at man fra 2016 ønsker en årlig 2%-besparelse på hele uddannelsesområdet, dog undtaget forskningsindsatsen, erhvervsgrunduddannelserne, de frie skoler mm. Regeringen ønsker at anvende besparelserne til ”prioriterede områder og politiske indsatser”, som vil blive afsløret i regeringens forslag til finanslov.
FA mener som udgangspunkt, at det er fornuftigt, at den til enhver tid siddende regering holder et skarpt øje med, at de offentlige udgifter ikke løber løbsk. Som alle ved, har offentlige udgifter en iboende tendens til konstant stigning, hvis ikke regering og Folketing jævnligt griber ind.
På trods af betydningen af en veluddannet arbejdsstyrke, også for finanssektoren, er det jo rimeligt, at også uddannelsesområdet med jævne mellemrum har brug for at rebe sejlene og stramme op, så uddannelsesudgifterne ikke til stadighed sætter ny verdensrekord.
FA mener imidlertid, at sådanne besparelser, som regeringen har meldt ud, ikke kan stå alene.
Taxameterreform
Der er for det første brug for, at besparelserne bliver suppleret med en taxameterreform. Den skal give uddannelsesinstitutionerne incitamenterne til at udmønte besparelserne i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov. Regeringen har da også i regeringsgrundlaget annonceret en reform af taxametersystemet, så det understøtter højere kvalitet og øget beskæftigelse. Så lad os få gang i den reform samtidig med besparelserne!
Et sådant taxametersystem vil betyde, at uddannelsesinstitutionerne helt naturligt vil regulere optaget på de enkelte uddannelser i forhold til, hvor mange dimittender, der kan forventes afsat på arbejdsmarkedet. Det vil også betyde, at uddannelserne på alle uddannelsesinstitutioner vil blive bygget op, så de studerende får de kvalifikationer, som efterspørges hos aftagerne. Det giver jo ingen mening, at visse uddannelsesinstitutioner år efter år bliver ved med at optage mange studerende på uddannelser, som, erfaringen viser, fører en stor del af dem direkte ud i længerevarende dimittendledighed. Det er spild af offentlige udgifter og ikke mindst de unges tid og kræfter. På disse uddannelser vil det absolut give god mening at hente de annoncerede besparelser på uddannelsesbudgettet.
Sammenhæng mellem politik og økonomi
Dernæst er der brug for, at regeringen ikke bare ukritisk kører grønthøsteren hen over hele uddannelsessektoren, men sammenholder besparelserne med de øvrige politiske prioriteringer. Ministrene peger jo også selv på, at besparelserne skal anvendes til prioriterede områder. Når regeringen fx har et mål om, at 30% af en årgang i 2025 vælger en erhvervsuddannelse, hænger det ganske enkelt ikke sammen med at indføre en årlig besparelse på 2% på dette uddannelsesområde. Så lad os nu få en fornuftig sammenhæng mellem politik og økonomi!