Permanent hjemmearbejde og lektielæsning med ungerne fortsætter en rum tid endnu.
Ved et pressemøde onsdag aften meddelte regeringen med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i spidsen, at den nuværende nedlukning af Danmark som minimum fortsætter frem til og med 7. februar.
Dermed gælder bl.a. regeringens kraftige opfordring om hjemmearbejde i videst muligt omfang fortsat, ligesom skolebørn stadig vil være hjemsendt til fjernundervisning.
Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), påpeger, at den lange nedlukning kan have negativ indflydelse på medarbejderes mentale sundhed.
”Ugevis med permanent hjemmearbejde kan påvirke den mentale sundhed i negativ retning hos nogle medarbejdere. Det er vores medlemsvirksomheder meget opmærksomme på,” siger hun.
I en ny undersøgelse, som FA har gennemført blandt foreningens medlemsvirksomheder, svarer 71 procent af virksomhederne, at de har indført tiltag, der tager særlige hensyn til grupper af medarbejdere, som bliver påvirket mentalt af de mange ugers uafbrudte hjemmearbejde.
”Det kan fx være medarbejdere, der er enlige og derfor sidder meget alene i privaten. Det kan også være nyansatte, der endnu ikke har et netværk på arbejdspladsen, de kan tage en kop kaffe med virtuelt,” fortæller Mariane Dissing.
Derudover viser undersøgelsen bl.a., at 61 procent af virksomhederne opfordrer deres medarbejdere til at deltage i virtuelle sociale arrangementer med kollegerne, mens 51 procent af virksomhederne foretager ekstraordinær understøttelse af lederne i forhold til distanceledelse.
Spørgsmål i relation til coronarestriktioner kan rettes til FA’s jurister på telefon 3391 4700 eller via mail fa@fanet.dk