Skoleelever fra 5. klassetrin og opefter sendes hjem resten af året. Samtidig opfordrer regeringen kraftigt private virksomheder til at anvende hjemmearbejde i videst muligt opfang.
Det kom frem ved et pressemøde mandag i Statsministeriet, hvor regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen offentliggjorde en delvis nedlukning i 38 kommuner.
Hjemmearbejde
Regeringen har forlænget sin generelle opfordring om hjemmearbejde i hele landet frem til 28. februar, men opfordringen til hjemmearbejde er kraftigt skærpet i de 38 kommuner.
I finanssektoren er 73 procent af virksomhederne berørt af nedlukningen. Det viser en opgørelse fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
”Mange af vores medlemsvirksomheder står nu i en situation, der er identisk med situationen i foråret, hvor medarbejdere arbejder hjemmefra samtidig med at børnene er hjemsendt fra skole,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
”Lige netop den situation tager særaftalerne i finanssektoren højde for, fordi de giver mulighed for at indrette arbejdstiden fleksibelt. Derfor er jeg sikker på, at virksomheder og medarbejdere i de berørte kommuner finder brugbare løsninger, der passer til lige netop dem, ” fortsætter Mariane Dissing.
Konkret er 112 finansvirksomheder og 44.250 finansansatte berørt af nedlukningen i de 38 kommuner.
Restriktionerne træder i kraft onsdag og løber frem til 3. januar.
De 38 kommuner er: Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Faxe, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Tårbæk, Odense, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Slagelse, Solrød, Tårnby, Vallensbæk, Vordingborg og Aarhus.
FA har mandag skrevet til samtlige personaleansvarlige i sektoren om situationen.
Spørgsmål kan rettes til FA’s jurister på telefon 3391 4700.