En række skærpede corona-restriktioner træder i kraft i syv nordjyske kommuner.
Restriktionerne gælder indtil 3. december, og flere af dem har direkte eller indirekte betydning for de finansielle arbejdspladser i de syv kommuner.
Restriktionerne omhandler bl.a. hjemmearbejde, nedlukning af kollektiv trafik og hjemsendelse af skolebørn fra 5. til 8. klassetrin.
”Restriktionerne vil helt naturligt og meget forståeligt rejse en række spørgsmål fra vores medlemsvirksomheder, fordi flere af dem har betydning for de finansielle arbejdspladser. Derfor er vi fuldt bemandede ved telefonerne fra fredag morgen, og jeg opfordrer alle medlemsvirksomheder, der har spørgsmål, til at kontakte os,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
FA’s juridiske team er torsdag aften i gang med at gennemgå de nye restriktioner. Det er juristernes umiddelbare vurdering, at de nuværende særaftaler med forbundene er dækkende for langt de fleste ansættelsesretslige situationer, der kan opstå som følge af den skærpede situation i Nordjylland.
Mariane Dissing opfordrer dog medlemsvirksomheder til at kontakte FA hurtigst muligt, hvis de oplever, at nogle af de nye restriktioner skaber udfordringer, som ikke kan løses indenfor de nuværende særaftaler.
”Vi har gennem hele forløbet med COVID-19 i Danmark været i tæt og løbende kontakt med både Finansforbundet og Forsikringsforbundet om situationen. Alle sider af bordet er præget af stor vilje til løfte sektorens virksomheder og medarbejdere bedst muligt igennem den uvante situation. Derfor er jeg sikker på, at vi hurtigt kan løse eventuelle nye ansættelsesretslige problematikker, der måtte opstå som følge af de skærpede restriktioner,” siger hun.
Restriktionerne gælder for Thisted, Vesthimmerland, Jammerbugt, Brønderslev, Læsø, Frederikshavn og Hjørring kommuner.
Spørgsmål kan rettes til FA’s juridiske team via telefon 3391 47 00 eller via mail fa@fanet.dk.
FA har torsdag aften skrevet direkte til kontaktpersoner i samtlige medlemsvirksomheder og orienteret om situationen.