Datatilsynet har på sin hjemmeside beskrevet, hvilke GDPR-regler arbejdsgivere skal være opmærksomme på i forbindelse med coronavirus.
Ifølge tilsynet har en arbejdsgiver vide rammer indenfor databeskyttelsesreglerne til at registrere og videregive oplysninger, når situationen nødvendiggør det.
Oplysningerne må dog ikke være så konkrete og specifikke, at de kan anses for helbredsoplysninger. Ligesom oplysningerne ikke må være i strid med de ansættelsesretlige regler eller eventuelle offentligretlige regler om sundhed.
Konkret kan oplysningerne handle om, at:
- en ansat er hjemvendt fra et såkaldt risikoområde
- en ansat er i hjemmekarantæne (uden nærmere at angive årsagen)
- en ansat er syg (uden nærmere at angive årsagen).
I nogle situationer kan det dog være berettiget, at arbejdsgiveren registrerer og videregiver helbredsoplysninger. Det kan fx være tilfældet, når en medarbejder er smittet.
Ifølge Datatilsynet bør arbejdsgiveren dog grundigt overveje:
- om der er en god grund til at registrere eller videregive de pågældende oplysninger
- om det er nødvendigt at specificere oplysningerne, herunder om formålet kan opnås ved at fortælle mindre
- om det er nødvendigt at nævne navne – fx navnet på den person, der er smittet og/eller i hjemmekarantæne.
FA har udarbejdet et notat med gode råd om, hvilke initiativer virksomheder kan tage, hvis én eller flere medarbejdere bliver ramt af coronavirus. Hent notatet her.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) opfordrer medlemsvirksomheder til at kontakte FA på telefon 3391 4700 i tvivlstilfælde.