Hvert år uddeler Danske Erhvervsakademier prisen som Årets Erhvervsakademipraktik til en virksomhed og en studerende, som sammen har skabt årets bedste praktikophold.
I år gik prisen til Danske Bank i Kolding, som var en ud af de mere end 300 virksomheder, som studerende på landets erhvervsakademier havde indstillet.
I Danske Banks afdeling i Kolding er filialdirektør Susanne Vestergaard stolt over, at afdelingen har været med til at skabe årets bedste praktikophold.
”Vi er utrolig stolte over at blive valgt som årets virksomhedspraktiksted. Der er stor rift om de unge talenter. Derfor kan sådan en pris være med til at få de unge studerende til at kigge i vores retning. Som virksomhed kan vi jo bruge prisen til at give de studerende lyst til at komme ind i den finansielle verden,” siger Susanne Vestergaard.
En stor ære
Prisen som Årets Erhvervsakademipraktik er blevet uddelt hvert år siden 2016. Det er de studerende selv, der indstiller den virksomhed, de er i praktik i. I år var der på landsplan indstillet 317 virksomheder, hvor otte gik videre til finalen, der fredag blev holdt i København.
Danske Bank i Kolding var indstillet af Julie Højland, som i forbindelse med sin toårige uddannelse til finansøkonom har været i praktik i tre måneder i filialen.
Ved finalen fredag i Børsbygningen i København præsenterede hun derfor Danske Bank i Kolding.
”Det var mega-spændende at få lov at præsentere for så mange mennesker (155 gæster, red.). Det var der meget læring i. Og så er det bare stort at være en del af så fedt et arrangement, som den her konkurrence er. Det er en stor ære at vinde over så dygtige modkandidater. Og foran så kompetente dommere,” fortæller Julie Højland.
Rektor: Erhvervslivet er en aktiv del af vores undervisning
Prisen er også en hæder til IBA Erhvervsakademi Kolding, hvor Julie Højland studerer til dagligt.
”Vi udvikler erhvervslivet, og det udvikler os. Vores undervisning bliver bedre, fordi erhvervslivet er en aktiv del af den. Og ved at præmiere årets bedste praktikophold, sætter vi fokus på vores tætte samarbejde og giver virksomhederne et velfortjent skulderklap,” forklarer Niels Egelund, rektor ved IBA Erhvervsakademi Kolding.
Niels Egelund understreger, at obligatoriske praktikophold er med til at sikre, at de studerende udveksler viden og teori mellem akademiet og praktikvirksomheden.
Opskriften på det gode praktikforløb
Tilbage i Kolding peger Susanne Vestergaard på, at det vigtigt at have fokus på den enkelte praktikant for at få et godt praktikforløb.
”Vi har fokus på den enkelte. Eksempelvis laver vi individuelle planer ud fra praktikanternes niveau og deres fremtidige jobønsker. Ligesom praktikanterne har en fast mentor, som de holder ugentlige opfølgninger med. Derudover har praktikanterne opfølgninger med mig hver anden uge. Og de praktikanter, der er egnede, sætter vi en stor ære i at finde job til i koncernen, når deres praktikperiode er overstået,” slutter hun.
Det seneste studieår har i alt 9.608 studerende været i praktik som en del af deres uddannelse på de otte danske erhvervsakademier.
Læs mere om prisen Årets Erhvervsakademipraktik