Af: Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Altinget bragte onsdag en opgørelse over, hvilke 10 virksomheder der er blevet pålagt at betale merbidrag i AUB grundet for få praktikpladser.
Opgørelsen, som Altinget har fået via en aktindsigt hos ATP, viser, at der på listen er tre finansvirksomheder, som tilsammen har betalt mere end tre millioner kroner i ekstra AUB alene i 2019.
De ekstraordinære store AUB-regninger udspringer af en one fits all-model, som den daværende borgerlige regering og arbejdsmarkedets parter indgik i kraft af trepartsaftalen om praktikafhængigt AUB i 2016.
Opgaver for faglærte forsvinder
Udfordringen er, at modellen langtfra passer alle.
Især på de dele af arbejdsmarkedet, der bliver mere og mere vidensintensive, og hvor der sker en forskydning fra faglært til videreuddannet arbejdskraft, er modellen ude af takt med virkeligheden.
Finanssektoren er netop en af de sektorer. Her skubber national og international regulering, øgede compliancekrav og en kraftig digitalisering kompetencekravene til medarbejderne i vejret.
Det er en udvikling, som betyder, at nogle opgaver forsvinder, mens andre løbende opstår. De opgaver, der forsvinder, er typisk opgaver, som faglærte udfører, mens de nye opgaver typisk kræver et videregående uddannelsesniveau.
Nutidens udfordringer og fortidens løsninger
Udviklingen afspejler sig tydeligt i tallene. Alene siden årtusindeskiftet er andelen af finansansatte med en videregående uddannelse steget med 200 procent. Fra 18 procent til 54 procent. Det er en udvikling, der især har taget fart de seneste år.
Pointen er, at for den del af arbejdsmarkedet, hvor efterspørgslen efter faglærte medarbejdere er faldende, løser det praktikpladsafhængige AUB intet. Tværtimod. Her svarer det til at løse nutidens udfordringer med fortidens løsninger. Og det går sjældent godt.
Målet må være, at antallet af praktikpladser tilpasses det antal job, der rent faktisk udbydes til faglært arbejdskraft på de forskellige dele af arbejdsmarkedet. Og ikke at straffe virksomheder for ikke at oprette praktikpladser, som fører til ledighed i sidste ende.
Kilde: Altinget Uddannelse, 12. november