Af: Mads Skovlund Pedersen, formand for Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), og Kent Petersen, formand for Finansforbundet.
Sagt med en slidt kliche, fik vi begge morgenkaffen fuldstændig galt i halsen fredag, da vi læste chefredaktør Mette Østergaards kommentar om øremærket barsel i Berlingske.
Egentlig er vi begge enige i langt de fleste af hendes pointer, men det er uforståeligt for os, at hun som chefredaktør på Berlingske delvist vælger at bruge fordomme som argumenter for sine pointer.
Så lad os få gjort op med dem og få fakta på bordet i stedet.
Mette Østergaard skriver i sin kommentar, at øremærket barsel er en håndsrækning til unge mænd i finanssektoren, så de kan gå til deres chef og kræve en reel barsel og dermed skubbe til en kulturforandring i brancher, som ikke har opdaget, at vi lever i 2021.
Det udsagn er meget langt fra virkeligheden.
Lidt research ville nemlig have vist, at netop fædre ansat i finanssektoren er i den absolutte top, når det kommer til fædres barsel på det private arbejdsmarked.
Attraktive vilkår
Nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at for børn født i 2019 holdt nybagte finansfædre i gennemsnit 8,7 ugers barsel. Det er 60 procent mere end gennemsnittet på det private arbejdsmarked. Og det er faktisk ikke nyt.
I finanssektoren har vi i årevis haft attraktive barselsvilkår for begge køn, fordi vi er overbeviste om, at det er med til at skubbe ligestillingen i den rigtige retning.
I dag har både fædre og mødre i finanssektoren ret til 16 ugers orlov med fuld løn og i øvrigt også fuld pension, når familien får en lille ny. Læg dertil fem årlige omsorgsdage og mulighed for såkaldte fleksible arbejdsordninger.
Desuden har vi sikret, at kvinder får fuld pension under hele barslen - også hvis man vælger at holde længere orlov end de seks måneders betalt barsel, som medarbejderne tilbydes, netop for at imødekomme det økonomiske skel i husstandsindkomsten, som Mette Østergaard omtaler.
Ligger i top
Finansfædre anvender ikke deres barselsmuligheder fuldt ud i dag. Vi kan alle blive bedre. Men det er ikke fair at antyde, at finansvirksomheder er imod, at deres mandlige ansatte holder barsel. Og det er på ingen måder fair, at de titusindvis af dygtige medarbejdere, der er i finanssektoren, skal læse, at deres arbejdspladser ikke har opdaget, at vi lever i 2021, når det kommer til barsel.
Slet ikke, når virkeligheden er, at finansansatte fædre ligger i den absolutte top, når det kommer til barsel på det private arbejdsmarked.
Når alt dette er sagt, så er vi langt fra i mål i finanssektoren, og vi arbejder hver dag på at blive endnu bedre. Også på denne dagsorden.
Kilde: Berlingske Tidende, 22. september 2021