Af: Mariane Dissing, adm. direktør i FA
Regeringen har bebudet en modernisering af bevillingssystemet for de videregående uddannelser. Det er tiltrængt og nødvendigt.
Og så er moderniseringen en oplagt mulighed for at trække virkeligheden ind i de dele af uddannelsessystemet, hvor den i dag synes noget fjern. En mulighed, som jeg er overbevist om, at uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) griber.
Som repræsentant for virksomhederne i finanssektoren, der både uddanner og aftager arbejdskraft, mener vi i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), at det er helt centralt, at fremtidens bevillingssystem bygger på to ligeværdige ben: kvalitet og relevans.
Dels fordi det ikke giver mening med høj kvalitet i uddannelserne, hvis uddannelserne ikke kan bruges på arbejdsmarkedet. Og dels fordi det ikke giver mening at tale om relevante uddannelser, hvis kvaliteten er lav.
Derfor er indikatorer for både kvalitet og relevans nødvendige i et moderne og tidssvarende bevillingssystem for de videregående uddannelser. FA har fem konkrete bud på indikatorer, som med fordel kan indgå i det nye bevillingssystem.
Studieintensitet. Et fuldtidsstudie på en videregående uddannelse skal svare til en almindelig arbejdsuge, når alt indregnes i form af undervisningstimer (fysisk og virtuelt), forberedelse, opgaveskrivning, vejledning, eksamensforberedelse med mere.
Derfor er studieintensiteten en oplagt indikator på, hvor meget læring de studerende bliver tilbudt. Uddannelsesinstitutionernes opgave er at sammensætte de forskellige elementer, så et fuldtidsstudie reelt udgør en normal arbejdsuge.
Frafald. Et centralt mål for uddannelsessystemet er, at så få studerende som muligt falder fra undervejs. Den enkelte uddannelsesinstitution kan forebygge frafaldet ved at skabe faglige udfordringer, tilbyde motiverende og engagerende undervisning og facilitere et godt studiemiljø.
Derfor er frafald på en uddannelse målt i løbet af et studieår en god indikation på kvaliteten af uddannelsen. En sådan indikator kan dog skabe et økonomisk incitament for uddannelserne til at sænke kravene til de studerende, så færre dumper til prøverne og dermed falder fra.
For at modvirke dette bør censorsystemet styrkes, så eksterne censorer i vidt omfang sikrer en uafhængig karaktergivning ved eksamener.
Karaktergennemsnit. Det er helt oplagt at anvende de studerendes karaktergennemsnit som indikator på graden af kvalitet. Uddannelsesinstitutionerne kan løfte de studerendes karakter ved at tilbyde uddannelser med høj studieintensitet, som skaber faglige udfordringer i et motiverende og engageret undervisningsmiljø.
Også denne indikator forudsætter et styrket censorsystem, hvor eksterne censorer sikrer en uafhængig karaktergivning ved prøver.
Beskæftigelsesgrad. Det er selvfølgelig en indikator for, om uddannelsen har høj eller lav relevans for arbejdsmarkedet, og om de nyuddannede fra uddannelsen kommer i relevant beskæftigelse.
Derfor bør et fremtidigt bevillingssystem indeholde en indikator på dimittendernes beskæftigelsesgrad, eksempelvis et år efter endt uddannelse. Det skal give uddannelsesinstitutionerne et klart økonomisk incitament til at arbejde for to væsentlige forbedringer af dagens videregående uddannelsessystem:
1) At der ikke optages flere på de enkelte uddannelser, end der kan forventes afsat på arbejdsmarkedet efterfølgende.
2) At de studerende bliver klædt bedst muligt på til at matche kompetencebehovene på arbejdsmarkedet, inden de skal ud og søge arbejde.
Evaluering. Uddannelses- og Forskningsministeriet vil hvert andet år gennemføre en evaluering, hvor de studerende og nyuddannede vurderer kvaliteten og relevansen af deres uddannelse. Evalueringerne er oplagte indikatorer at medtage i et nyt bevillingssystem.
Der vil naturligt være et subjektivt element i disse vurderinger, som uddannelsesinstitutionerne ikke er herrer over. Dette kan løses ved, at denne indikator ikke vægtes så højt som de andre.
Et nyt bevillingssystem kan godt bestå af flere indikatorer end de fem, jeg har listet her. Ligesom de ovenstående indikatorer kan udformes anderledes. Det centrale og afgørende for indikatorerne bør imidlertid være, at de samlet set dækker både kvalitets- og relevanskriterierne.
Hvis ikke, så bliver det mere af navn end af gavn at indføre et nyt bevillingssystem.
Kilde: Altinget, 29. marts