Vi hører det igen og igen: Manglen på faglært arbejdskraft bliver massiv i fremtiden og er en bombe under dansk vækst og velstand. Virksomhedernes ordrebøger bliver tyndere, væksten vil sive til udlandet, og velstandsniveauet i Danmark vil synke.
Forudsigelserne er rigtige. Et stykke ad vejen. Vi risikerer at mangle faglært arbejdskraft inden for nogle fag, og det vil koste velstand, hvis vi ikke med rettidig omhu foregriber udfordringen.
Det er en udvikling, arbejdsmarkedets parter og regeringen allerede delvis har imødegået med trepartsaftalen om tilstrækkelig og velkvalificeret arbejdskraft, der sigter mod at skabe betydeligt flere praktikpladser de kommende år.
Men flere faglærte og flere praktikpladser er langtfra løsningen. En del af arbejdsmarkedet bevæger sig nemlig væk fra faglært arbejdskraft og rekrutterer i stedet medarbejdere med videregående uddannelser.
Eksempelvis udgjorde faglærte 57 procent af medarbejderne i finanssektoren i år 2000. Den andel var i 2015 faldet til 38 procent. I samme periode steg andelen af medarbejdere med en videregående uddannelse fra 20 til 45 procent. Faktum er, at udviklingen har presset kompetencekravene op i de sektorer, der bevæger sig på det vidensintensive arbejdsmarked. For den del af arbejdsmarkedet hjælper det ikke, at der uddannes mere faglært arbejdskraft. Tværtimod.
Her handler det grundlæggende om at trimme uddannelsessystemet konstant, så matchet mellem de nyuddannedes kompetencer og behovene på det aftagende arbejdsmarked hele tiden bliver bedst muligt. Det er ikke tilfældet i dag. Her og nu handler det også om at gøre det lettere for virksomhederne at rekruttere højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.
Problemet er imidlertid, at debatten om fremtidens arbejdskraft kun har fokus på manglen på faglært arbejdskraft. Seneste illustreret af Vækstrådet, der forleden offentliggjorde sin rapport om kvalificeret arbejdskraft. Ifølge rådet vil der i 2025 være et betydeligt mismatch mellem danskernes kompetencer og arbejdsmarkedets behov. Der vil mangle faglærte og samtidig være for mange danskere med mellemlange og lange videregående uddannelser.
Men det er alt for unuanceret. I stedet for at opdele arbejdsstyrken efter uddannelsesniveau i prognoserne bør vi fokusere på, hvilke kompetencer arbejdsmarkedet vil efterspørge i fremtiden.
Det nytter ikke at skære ned på optaget på de videregående uddannelser, hvor kandidaterne tilegner sig kompetencer, som det vidensintensive arbejdsmarked i stigende grad har behov for.
Kilde: Politiken, 7. december