Af: Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
I et indlæg i Altinget Arbejdsmarkeds spalter 12. november bruger Charlotte Hougaard, landsformand i Forsikringsforbundet, debatten om platformsøkonomi som afsæt for en stærk kritik af forsikringsselskaber, der anvender soloselvstændige.
Soloselvstændige rykker i stigende grad ind forsikringsbranchen og er en decideret trussel mod vores arbejdsmarkedsmodel, lyder de advarende ord.
Virkeligheden er bare en helt anden, når vi kigger på tallene.
Først og fremmest er soloselvstændige ikke på fremmarch på det danske arbejdsmarked. Tværtimod. Ifølge en analyse, som DA udgav i begyndelsen af november, er andelen af soloselvstændige på det danske arbejdsmarked faldet fra 6,6 procent i 1994 til 5,3 procent i 2019.
Ikke nok med det. Zoomer vi alene ind på finans- og forsikringsbranchen, viser tal fra Danmarks Statistik, at andelen af selvstændige, herunder soloselvstændige, udgør mindre end 0,75 procent af den samlede beskæftigelse i branchen i 2019. En andel, der i nyere tid aldrig har været over én procent.
Helt grundlæggende er der absolut ingen grund til at gøre soloselvstændige i forsikringsbranchen til hverken et problem eller en trussel.
Overenskomster skal støves af
Som arbejdsmarkedets parter skal vi ikke ændre folk, deres behov eller ønsker, så de passer ned i en skabelon.
Vi skal derimod turde modernisere os selv, nytænke og tilpasse vores aftaler og overenskomster til den virkelighed, vi er en del af. Og som vi har et medansvar for.
Pointen er, at nogle mennesker ønsker mere fleksibilitet og større selvbestemmelse i deres arbejdsliv, end et overenskomstreguleret arbejdsliv giver mulighed for. Det gælder eksempelvis i relation til arbejdstid, arbejdsopgaver og arbejdssted. For den gruppe er det oplagt at arbejde som for eksempel soloselvstændig.
Skal vi gøre os attraktive for den gruppe, skal de se klare fordele i at gå fra en tilværelse som soloselvstændige til lønmodtagere. Vi skal med andre ord støve vores overenskomster af, så de skaber mere fleksibilitet og øgede muligheder for den enkelte medarbejder og for arbejdsgiveren.
I Danmark har fagbevægelsen og arbejdsgivere en lang tradition for at tilpasse aftaler og overenskomster til tidens samfund. I dag er det begreber som øget fleksibilitet og hjemmearbejde, der er i synk med tiden.
Lad os derfor bruge den velkendte opskrift og indgå nogle gode aftaler og overenskomster, der skaber nye muligheder og øget fleksibilitet for medarbejdere og arbejdsgivere. Det kan vi gøre i fællesskab. Hvis vi giver os selv lov.
Kilde: Altinget, 1. december 2021