Indslusningsløn, det har vi da allerede
Af: Mariane Dissing, adm. dir. i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Trepartsforhandlingerne står for døren, og historier om indslusningsløn popper op igen og igen i det danske mediebillede. Man får nærmest opfattelsen af, at integrationen af flygtninge og migranter står og falder med indslusningsløn.
Hvad mange tilsyneladende ikke ved er, at vi i finanssektoren allerede har indgået aftaler om indslusningsløn.
Faktisk indgik parterne på det finansielle arbejdsmarked helt tilbage i 2005 de første aftaler om indslusningsløn. Dengang gjaldt aftalerne i en tidsbegrænset periode på 12 måneder som led i et integrationsprojekt. Og ved den seneste overenskomstrunde i 2014 opretholdt Finanssektorens Arbejdsgiverforening aftalerne om indslusningsløn med henholdsvis Finansforbundet og Forsikringsforbundet.
Aftalerne er i dag skrevet ind i vores overenskomster.
Et større medansvar
For FA som hoved- og arbejdsgiverorganisation er indslusningsløn en del af et større medansvar, vi har for det samfund, vi er en aktiv del af.
Indslusningsløn er ingen mirakelkur og løser ikke i sig selv udfordringerne med at integrere flygtninge og migranter på det danske arbejdsmarked.
Men der er ingen tvivl om, at indslusningsløn som et yderligere redskab har potentiale til at blive en god investering for både flygtninge/migranter, for virksomhederne og for samfundet.
Parterne skal udnytte alle muligheder
Der findes ingen hurtige løsninger, når det kommer til integration af flygtninge og migranter på det danske arbejdsmarkedet. Men for at det skal lykkes, har vi brug for at udnytte alle de redskaber, vi har i værktøjskassen.
Når det drejer sig om indslusningsløn skal der imidlertid ikke være tvivl om, at det er arbejdsmarkedets parters suveræne ansvarsområde
Kilde: Altinget: arbejdsmarked, den 15. januar 2016