Af: Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), Kent Damsgaard, adm. direktør i F&P – Forsikring og Pension, og Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finans Danmark.
Valgkampen er skudt i gang, og de første partilederdebatter har været holdt på de landsdækkende tv-kanaler.
En lang række forskellige og alligevel sammenhængende emner har fyldt valgkampens første fase, bl.a. sundhed, energikrise, klima, inflation, forsvar og så videre.
Det er helt indiskutabelt vigtige emner, som vi skal finde løsninger på. Men desværre er det som om, at politikerne i valgkampens første hektiske dage kun har sat kikkerten for det ene øje, når det handler om manglen på arbejdskraft.
Fokus har i den grad været på udfordringerne i den offentlige sektor. Og på her og nu. Men perspektivet er bredere. Manglen på arbejdskraft kan ikke bare isoleres politisk til udelukkende at handle om den offentlige sektor. På den korte bane ser vi ind i økonomisk krise og flere ledige. Men strukturelt har vi mangel på arbejdskraft. Bredt i vores samfund.
Virkeligheden er jo, at en stærk privat sektor er fundamentet for en offentlig sektor, lige så vel som en velfungerende offentlig sektor er fundamentet for den private sektor. Vi skal alle være trygge ved at have vores unger i daginstitution, vores ældre på plejehjem og pårørende på sygehuset. Uanset om det er en offentlig aktør eller privat udbyder, der løser opgaven. Ellers fungerer vores samfundsmodel ikke. Ligesom samfundet heller ikke fungerer, hvis ikke det private erhvervsliv er stærkt og konkurrencedygtigt, så det kan finansiere og løse opgaver for velfærdssamfundet.
Virkeligheden er også, at både det offentlige og det private arbejdsmarked i dag og på den lange bane mangler arbejdskraft. Og det er kritisk. Når alt kommer til alt, er medarbejdere, uanset sektor, det absolut vigtigste aktiv for, at vi i Danmark kan have vækst, velstand og velfærd.
I sidste ende kommer vi ganske enkelt ikke igennem den grønne omstilling, hvis medarbejderne mangler. Vi får ikke løst udfordringerne i sundhedsvæsenet, hvis medarbejderne mangler. Erhvervslivet går glip af vigtige indtægter, når der mangler medarbejdere - og dermed går staten glip af skatteindtægter mv.
Derfor er det helt afgørende, at adgangen til medarbejdere i både den offentlige og den private sektor på den længere bane bliver et centralt emne i valgkampen, i et kommende regeringsgrundlag eller forståelsespapir og i dansk politik de kommende år.
I sidste ende er der meget på spil.
Kilde: Jyllands-Posten, den 20. oktober 2022