Af: Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), og Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Ledernes Hovedorganisation.
Et nyt EU-direktiv, der skal fremme ligeløn i medlemslandene, er på trapperne.
Ved første øjekast ligner det et progressivt og nødvendigt direktiv. I samtlige 27 EU-lande tjener mænd nemlig mere end kvinder. Gennemsnitligt 13 pct., viser tal fra Eurostat. Der kan derfor ikke være to meninger om, at situationen kalder på handling.
Derfor er det vigtigt, at ledere tager virksomhedens kønsopdelte lønstatistik alvorligt og retter op på eventuelle uligheder. I tråd med principperne for god selskabsledelse bør virksomhederne også give en status på ligeløn for lige arbejde i deres årsrapporter.
Alligevel formår EU-systemet at skyde helt forbi skiven med sit direktiv om løngennemsigtighed.
Eksempelvis indeholder direktivet ikke tiltag til at bløde kønsopdelingen på arbejdsmarkedet op, selv om netop opdelingen i kvindefag og mandefag er en stærk medvirkende årsag til lønforskelle.
I stedet trækker direktivet i en helt anden retning ved at opstille såkaldte objektive kriterier for aflønning af medarbejdere. F.eks. ligger det i direktivet, at aflønning skal ske efter uddannelsesniveau og anciennitet.
Men det er virkelighedsfjernt.
Der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem den enkelte medarbejders performance og vedkommendes uddannelse. Ligesom anciennitet ikke nødvendigvis afspejler den værdi, en medarbejder tilfører virksomheden.
Gennemføres direktivet med sine såkaldte objektive lønkriterier, betyder det reelt en indskrænkning af ledernes muligheder for at belønne medarbejdere, der præsterer ekstra godt.
Det er uholdbart.
På et arbejdsmarked som det danske, hvor kampen om talenterne er hård, og manglen på arbejdskraft stor, er det netop performance, der belønnes.
Som repræsentanter for virksomheder og ledere gør vores organisationer meget ud af at vejlede om løn. For lønningerne skal for hver enkelt medarbejder stå mål med princippet om lige løn for arbejde af samme værdi. Derfor er det også vigtigt, at vi kommer den uforklarlige lønforskel mellem kvinder og mænd til livs.
Det skal imidlertid ske ved at pejle efter et opgør med de egentlige årsager til lønforskelle mellem kønnene, f.eks. det kønsopdelte arbejdsmarked og den skæve fordeling af barsel mellem kvinder og mænd i det danske samfund.