Af: Mariane Dissing, adm. dir. i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Virksomheder, der ikke opretter praktikpladser, skal straffes økonomisk, lyder et forslag fra den socialdemokratiske beskæftigelsesordfører Leif Lahn. Vi har hørt forslaget før. Og vi kommer med garanti til at høre det igen.
I den seneste version, som Leif Lahn forleden luftede i Altingets spalter, skal virksomhedernes udgifter til elever på skoleophold dækkes af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB). I praksis skal det ske ved at forhøje arbejdsgivernes bidrag til AUB.
Til gengæld skal de virksomheder, som tager elever i praktik, slippe billigere end alle andre. Med andre ord: Hvis en virksomhed ikke opretter praktikpladser, så skal den straffes økonomisk.
Men i sin iver efter at tvinge virksomhederne til at oprette praktikpladser, glemmer Leif Lahn, at hele formålet med uddannelse er, at den færdiguddannede kan få job efterfølgende. Netop derfor nytter det ikke at pumpe antallet af praktikpladser i vejret.
Praktik skal føre til fastansættelse
I stedet skal antallet af praktikpladser, og dermed optaget på de forskellige uddannelser, fastlægges ud fra arbejdsmarkedets nuværende og fremtidige behov.
Det er helt afgørende, at der er et match på det punkt. Modsat uddanner vi de unge mennesker til ledighed. Og det er ingen tjent med.
I finanssektoren har vi tilpasset antallet af elever til antallet af jobmuligheder. Det har været vigtigt for os, fordi sektoren bliver mere og mere vidensintensiv. Det betyder, at behovet for traditionel faglært arbejdskraft er dalende.
Netop derfor indgår finansielle virksomheder i dag kun uddannelsesaftaler, når det er realistisk, at den unge kan opnå fastansættelse i sektoren efterfølgende. Og med en beskæftigelsesprocent på over 90 taler vores resultater for sig selv.
Hvis vi pludselig begynder at øge antallet af elevpladser, vil det blot føre til, at vi uddanner unge direkte ud i arbejdsløshedskøen. Det vil være uansvarligt både for den enkelte og for samfundet.