Af: Nadeem Farooq, underdirektør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
I sit regeringsgrundlag bebuder SVM-regeringen, at den vil nedsætte en permanent trepartsinstitution bestående af arbejdsmarkedets parter og regeringen selv.
Det lyder kedeligt, nærmest sådan lidt system- og procesagtigt. Måske er det netop derfor, at det historiske nybrud, som en permanent trepartsinstitution reelt vil være, stort set ikke har været omtalt i landets medier. Til gengæld har der helt overvejende lydt positive toner fra arbejdsmarkedets parter.
Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at det er det helt rigtige at danne en permanent trepartsinstitution med landets otte hovedorganisationer og regeringen rundt om bordet, i en tid hvor komplicerede samfundsudfordringer nærmest står i kø.
Vi ser ind i både en strukturel mangel på arbejdskraft og en udbredt mangel på kompetencer, især de grønne af slagsen. Derfor skal løsningerne ikke kun tænkes i beskæftigelsespolitikken eller på uddannelsesområdet, men på tværs. Vi skal både sikre større arbejdsudbud og omskole, kompetenceudvikle og opkvalificere medarbejdere.
Men vi skal ikke bare have flere ind på arbejdsmarkedet. Der ligger også en væsentlig opgave i at sikre et bæredygtigt arbejdsmarked, hvor medarbejdere kan arbejde længere uden at blive fysisk eller psykisk nedslidte. Samtidig har vi også udfordringer, når det kommer til de tusindvis af unge, der hverken er i gang med en uddannelse eller i job. Og i den anden ende skal vi blive bedre til at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet.
Der er nok af udfordringer at tage fat på. Og netop en permanent trepartsinstitution vil kunne levere fælles løsninger, der både er balancerede, holdbare og tværgående.
Værdi for alle
Et blik tilbage på historien viser, at trepartsforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og skiftende regeringer gang på gang har vist deres værdi, når væsentlige samfundsudfordringer skal løses. Der er mange eksempler at vælge imellem.
Trepartsforhandlinger har gennem historien skabt gode resultater inden for f.eks. pensionssystemet, efter-og videreuddannelse, arbejdsmarkedsintegration og arbejdsmiljø. Alene under coronakriserne blev aftaler på aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter og den daværende regering.
Historisk set har modus typisk været ad hoc-prægede forhandlinger om et specifikt emne, hvorefter arbejdsgivere, regering og fagbevægelse er smuttet hver til sit, lige så snart underskrifterne er sat. Undtagelsen, der bekræfter reglen, er naturligvis Fælleserklæringen fra 1987, som førte til indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne - mens Thorning-regeringens forsøg på en bred trepartsaftale i 2012 om bl.a. øget arbejdstid faldt til jorden med et brag.
I sit grundlag indikerer SVM-regeringen, at ikke bare enkelte områder, men en bredere palet af problemstillinger og løsninger skal lande og landes på forhandlingsbordet i den nye institution. Det handler bl.a. om centrale reformspor og nødvendige omstillinger.
Regeringens idéer er sund fornuft, fordi forhandlede kompromiser har dybere klangbund og længere holdbarhed end lovdiktater.
Fælles løsninger
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde blandt meget andet i sin nytårstale: "Vi står over for store beslutninger og svære kompromiser. Vi er et lille land. Men det skal ikke forhindre os i at tænke stort".
En permanent trepartsinstitution, der favner hele arbejdsmarkedet, og hvor forskellige emner løbende tages op, er en nyskabelse i Danmark, der med lidt god vilje kan betegnes som " stor". Og det er vel at mærke en god nyskabelse, fordi det giver ualmindelig god mening i den nuværende situation, hvor vi i Danmark står over for en række af nødvendighedens reformer.
Pointen er, at store samfundsudfordringer kalder på fælles løsninger. Og fælles løsninger kræver for det meste kompromiser og altid konsensus. Netop det faktum adresserer den brede regering med nedsættelsen af en permanent trepartsinstitution. Det giver Danmark et godt udgangspunkt for at tage fat på de udfordringer, vi står over for.
En forudsætning for succes er naturligvis, at organisationer for alle lønmodtagere fra ufaglærte til akademikere og deres modparter på arbejdsgiversiden er repræsenteret ved forhandlingsbordet. Opbakningen til og opfølgning på vigtige samfundstiltag og -reformer er nu én gang stærkest, når alle trækker i samme retning. På den måde sikrer vi et bredt samarbejde med solide resultater til gavn for hele samfundet. I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) er vi klar til at bidrage med løsninger.
Kilde: Børsen, den 10. januar 2023