Af: Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), og Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet.
Rigtig mange danskere har arbejdet fra privaten de seneste måneder. Faktisk er det aldrig sket før, at så mange danskere har arbejdet hjemmefra i så lang en periode, som det har været tilfældet i foråret 2020.
Derfor er vi alle blevet meget klogere på fordele og ulemper ved hjemmearbejde.
Fx viser en undersøgelse fra Finansforbundet, at stressniveauet blandt deres medlemmer er halveret i perioden. En halvering, der skal ses i lyset af, at otte ud af ti af deltagerne i selvsamme undersøgelse peger på, at de i høj eller meget høj grad har kunne udføre deres arbejdsopgaver tilfredsstillende fra privaten.
Resultaterne underbygges af en tilsvarende undersøgelse blandt finansvirksomhederne. Her svarer mere end hver anden virksomhed, at de har været meget tilfredse med effektiviteten hos de hjemmearbejdende medarbejdere.
Med andre ord er gevinsterne ved øget fleksibilitet og bedre muligheder for hjemmearbejde til at få øje på. Kombinationen af mindre stress og høj effektivitet vinder alle på.
Desværre er lovgivningen ikke fulgt med udviklingen. Faktisk er det en bekendtgørelse, der senest er ændret helt tilbage i 2011, som svinger taktstokken for hjemmearbejde.
Ifølge bekendtgørelsen er arbejdsgiveren ansvarlig for række ting i medarbejderens private hjem, når medarbejderen arbejder hjemme oftere end én enkelt dag om ugen. Ansvaret favner elementer såsom fx bordstørrelse, belysning og skærmtype i medarbejderens private hjem i den situation.
Den gamle bekendtgørelse risikerer derfor at stikke en kæp i udviklingen mod mere hjemmearbejde. Og det på trods af at både medarbejdere og virksomheder er glade for de muligheder, der ligger i netop den udvikling.
Vi har brug for, at reglerne tilpasses et mere fleksibelt arbejdsliv, så der er rum til fleksibilitet for medarbejdere og virksomheder. Sådan er det ikke i dag, hvor vi bruger tid og ressourcer på at leve op til regler, som på nogle områder direkte begrænser os i at arbejde smartere.
Der er brug for regler. Det er uomtvisteligt. Men reglerne skal passe til nutidens arbejdsliv.
Arbejdsmiljøet er arbejdsgiverens ansvar. Sådan skal det fortsat være. Også når medarbejderne arbejder fra privaten.
Men lad os slippe tøjlerne bare en lille smule og tilpasse reglerne til nutidens arbejdsmarked.
Det kommer alle til gode.
Kilde: Berlingske, 12. juni 2020