Af: Mads Borregaard, cheføkonom i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Siden marts 2020 har corona i varierende omfang sat aftryk på vores samfund. I nogle perioder har aftrykket været massivt i form af omfattende nedlukninger og omfangsrige restriktioner. I andre perioder har det været mindre.
I Danmark har vi tacklet situationen i fællesskab. Alle har bidraget. Alle har givet afkald. Nogle kalder det samfundsansvar. Andre kalder det sund fornuft. Uanset prædikat er det tid til, at vi igen står sammen. Denne gang gælder det vores fælles økonomi, samfundsøkonomien.
Lønmodtagerne oplever netop nu de højeste lønstigninger i næsten 15 år. Men til trods for det, oplever mange danskere, at lønchecken ikke rækker så langt som tidligere.
At lønmodtagernes købekraft falder, hører til sjældenhederne, men det sker nu alligevel med jævne mellemrum. Sidst, det skete, var tilbage i 2011-2012. Dengang skulle arbejdsmarkedet tilpasse sig efter en krise, der ligesom coronakrisen var global, nemlig finanskrisen.
Nu trækker økonomien igen i den gale retning. Denne gang er situationen eksplosiv. Arbejdsgivere skriger på arbejdskraft. Beskæftigelsen er historisk høj. Produktionsomkostninger stiger med raketfart. Det samme gør priserne. Reallønnen falder. Lønpresset er massivt. Og der er krig i Europa, som selvsagt forstærker usikkerheden hos os alle.
Fælles ansvar
Arbejdsgiverne er naturligvis særligt bekymret for det accelererende inflationsniveau. Tårnhøj inflation skaber nemlig stor usikkerhed om fremtiden, bl.a. fordi befolkningens forventninger til det fremtidige pris-og lønniveau hurtigt påvirkes. Og fordi virksomhederne får sværere ved at fastsætte rimelige priser på deres fremtidige produkter.
Konsekvensen kan blive en såkaldt pris-og lønspiral, som vil skade både virksomheder og arbejdstagere, og som potentielt kan trække hele samfundsøkonomien ud i en langvarig krise.
Lønmodtagerne er selvsagt også bekymrede. Der skal prioriteres i familierne, og goder skal vælges fra. Derfor kan det være oplagt at gå til arbejdsgiveren og kræve mere i løn. Specielt i en tid, hvor der er mangel på kloge hoveder og dygtige hænder.
Situationen lægger derfor et kolossalt ansvar på skuldrene af arbejdsmarkedets parter, når de umiddelbart efter årsskiftet sætter sig til forhandlingsbordene for at forny overenskomsterne på det private arbejdsmarked.
Parterne skal løfte ansvaret ved at indgå balancerede aftaler. De skal sikre bæredygtige lønstigninger, der understøtter en høj beskæftigelse og ikke bidrager til at øge inflationspresset. Med andre ord vil for høje lønstigninger forlænge den periode, hvor meget høje prisstigninger sætter dagsordenen for vores samfundsøkonomi.
Zoomer vi lidt ud og kaster et overordnet blik nedover dansk økonomi, står det klart, at lønmodtagerne i Danmark i snit har oplevet en årlig fremgang i købekraften på 1,2 pct., siden vi trådte ind i det nye årtusinde. Og de seneste år har fremgangen i købekraften været på hele 1,5 pct. om året. Dermed har lønmodtagere oplevet pæne lønstigninger særligt i midt 2010' erne, hvor inflationen var meget lav. Her krævede virksomhederne ikke kompensation. Tværtimod.
Derfor bør fagbevægelsen heller ikke smide ikkerealiserede lønkrav fra 2022 ind på forhandlingsbordet, når lønnen for 2023 og frem skal forhandles. Lønstigninger er permanente for den enkelte. Det er høj inflation ikke. Derfor vil for høje lønstigninger permanent skade vores konkurrenceevne og dermed beskæftigelsen. Det har ingen interesse i. I stedet skal parterne sigte efter en pragmatisk samfundsansvarlig løsning, hvor den sunde fornuft råder.
Politisk ansvar
Selvom der påhviler arbejdsmarkedets parter et stort ansvar for ikke at skabe yderligere usikkerhed om økonomien, kan parterne ikke løfte opgaven alene. Det er også et politisk ansvar.
Politisk skal der findes løsninger, der gør Danmark mindre afhængig af volatile energikilder. Og det haster. Men ikke nok med det.
Fra politisk hold er det også nødvendigt, at linjen med at udvise tilbageholdenhed i det offentlige forbrug fortsætter - selvom det trækker op til valg - at sætte fokus på at øge arbejdsudbuddet, ligesom centralbankerne bør gennemse deres værktøjskasse for værktøjer, der kan lægge en dæmper på aktiviteten i samfundet.
Pointen er, at tiden ikke er til snævre egeninteresser. Vi alle har interesse i en balanceret pris-og lønudvikling, og det kalder på et fælles samfundsansvar. Hvis vi ikke finder fælles løsninger, risikerer vi at kaste vores økonomi ud i svære tider.
Kilde: Børsen, den 30. juni 2022