Af: Nadeem Farooq, underdirektør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Det seneste halve år har store dele af den offentlige samtale handlet om kunstig intelligens. Især lanceringen af ChatGPT har sat gang i debatten, bekymringerne og drømmene.
Der er ingen tvivl om, at kunstig intelligens indeholder et stort potentiale, som bl.a. kan øge vores produktivitet mærkbart. Men udbredelsen af kunstig intelligens rummer også bekymringer. Og det med god grund.
Vores arbejdsmarked og uddannelsessystem vil nemlig blive ændret radikalt i kølvandet på, at kunstig intelligens vinder frem.
Ifølge en analyse fra Goldman Sachs vil jobs forsvinde, endnu flere vil blive ændret og stribevis af nye vil opstå. Og Bill Gates skriver på sin blog, gatesnotes, den 21. marts, at virksomheder i fremtiden vil udmærke sig ved, hvor gode de er til at anvende kunstig intelligens.
Derfor er det afgørende, at vi ruster vores arbejdsmarked og uddannelsessystem til tsunamien af kunstig intelligens, som er på vej ind over os.
Det handler især om at styrke arbejdsstyrkens digitale kompetencer, som allerede i dag halter. Ifølge Det digitale kompetencebarometer (2022) mangler flere end 300.000 medarbejdere digitale kompetencer.
Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at mange virksomheder mangler it-specialister. Og KPMG’s globale tech-rapport (2022) viser, at den største udfordring med indførelse af ny teknologi er mangel på kompetencer i arbejdsstyrken.
Konkret bør arbejdsmarkedets parter og regeringen derfor sætte sig sammen i et forpligtende trepartssamarbejde og finde stabile og langtidsholdbare løsninger til gavn for Danmark. Det kan passende ske i regi af en permanent trepartsinstitution.
I sidste ende handler det om vækst, velstand og velfærd, eller mangel på samme, hvis vi ikke ruster os til fremtiden.