Alle kommuner i Danmark bliver omfattet af den delvise nedlukning fra og med 16. december, kl. 16.
Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse tirsdag aften.
Årsagen er stigende og hurtig smittespredning af covid-19 i Danmark.
Konkret betyder det, at regeringens skærpede opfordring om at anvende hjemmearbejde i videst muligt omfang gælder alle finansvirksomheder.
”Virksomheder og medarbejdere i hele landet står nu i en situation, der er tæt på identisk med situationen under forårets store nedlukning. Skolebørn er hjemsendt og medarbejdere arbejder hjemmefra i videst muligt omfang. Men til forskel fra den store og pludselige nedlukning i marts, har virksomheder og medarbejdere i dag erfaringer fra netop forårets nedlukning, som de kan og vil trække på,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Tidligere i dag forlængede FA sine særlige corona-aftaler med Finansforbundet og Forsikringsforbundet.
FA opfordrer sine medlemsvirksomheder til at anvende aftalerne.
Den delvise nedlukning løber foreløbigt frem til og med 3. januar.
Spørgsmål kan rettes til FA’s jurister på telefon 3391 4700 eller via mail fa@fanet.dk.