FA’s administrerende direktør siden 2013, Mariane Dissing, har valgt at stoppe på posten.
”Det er ikke en let beslutning, men en beslutning som jeg har overvejet i et stykke tid. Og jeg synes, at tidspunktet er det helt rigtige nu. Der er et par år til næste overenskomstfornyelse. Det giver en ny direktør tid til at sætte sig ind i det komplicerede stof, ” siger Mariane Dissing og forsætter:
”Jeg kommer til at savne de mange dygtige mennesker i sekretariatet, i forbundene og ude i virksomhederne, som jeg har arbejdet tæt sammen med igennem årene. Det har været en utrolig spændende rejse. Nu vil jeg bruge den kommende tid på min familie, og så er jeg meget spændt på, hvad det næste kapitel i mit arbejdsliv kommer til at indeholde.”
FA’s bestyrelsesformand Mads Skovlund Pedersen beklager Mariane Dissings beslutning.
”I sin tid som direktør har Mariane transformeret FA, så foreningen leverer rådgivning på et højt niveau til medlemsvirksomhederne og samtidig er en tydelig og løsningsorienteret aktør i den offentlige og politiske samtale om arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik. Jeg ønsker Mariane alt muligt held og lykke i hendes fremtidige virke,” siger Mads Skovlund Pedersen.
Foruden direktørstillingen er Mariane Dissing medlem af ATP’s repræsentantskab og dommer i Arbejdsretten.
FA’s underdirektør Nadeem Farooq er konstitueret som adm. direktør for FA.