Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) opruster sit politiske arbejde og har pr. 1. juni ansat det tidligere medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre, Nadeem Farooq, i en nyoprettet stilling som public affairs chef.
”Vi ser et stigende behov for at styrke finanssektorens interessevaretagelse både på og for det vidensintensive arbejdsmarked. Og der er ingen tvivl om, at Nadeem Farooq med sit kendskab til sektoren og sin erfaring fra Christiansborg er et stærkt kort i den forbindelse. I FA glæder vi os meget til samarbejdet,” udtaler Mariane Dissing, adm. dir. i FA.
Den 39-årige Nadeem Farooq er uddannet cand. polit. og var medlem af Folketinget mellem 2011-2015, hvor han blandt andet varetog posterne som iværksætterordfører, skatteordfører og arbejdsmarkedsordfører for Det Radikale Venstre.
”FA er allerede i dag et stærkt og troværdigt talerør for finanssektoren, når det gælder uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik. Jeg ser meget frem til at blive en del af det arbejde og til at styrke FA’s politiske rammevilkår,” siger Nadeem Farooq.
Nadeem Farooq bor i Høje-Taastrup sammen med sin kone og deres to børn. Han har tidligere arbejdet i finanssektoren som analytiker hos Nets Danmark og har i en årrække undervist i nationaløkonomi på CBS og DTU.