Politisk chefrådgiver
Ved et pressemøde onsdag præsenterede Reformkommissionen sine anbefalinger til ændringer af uddannelsessystemet, der skal sikre, at flere tager en erhvervsuddannelse og færre en gymnasial uddannelse.
Ifølge Nadeem Farooq, underdirektør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), giver det god mening.
”Vi har brug for, at flere unge søger ind på og gennemfører en erhvervsuddannelse. I dag er der for få, der søger den vej og alt for få, der gennemfører en erhvervsuddannelse. Derfor er det helt nødvendigt, at vi kigger på, hvordan vi kan indrette uddannelsessystemet, så erhvervsuddannelserne bliver mere attraktive,” siger han.
Til gengæld er Nadeem Farooq skeptisk over forslaget om, at 10. klasse ikke længere skal være en mulighed for unge, der ønsker en videregående uddannelse:
”Vi skal være uhyre opmærksom på mistrivsel blandt de unge. Det skal virkeligt tages alvorligt. Derfor er vi også meget tilfredse med kommissionens fokus på trivsel. Men søgningen til erhvervsuddannelserne kan altså ikke reduceres til et spørgsmål om 10. klasse i folkeskolen eller ej. Erhvervsuddannelserne bliver ikke mere attraktive, fordi det 10. skoleår i folkeskolen eller på efterskolerne fjernes. Det handler mere om, at der skal investeres i erhvervsuddannelserne.”
Reformkommissionen blev nedsat af den daværende socialdemokratiske regering i oktober 2020. Kommissionens opgave er at foreslå løsninger på en række komplekse udfordringer, som årtiers reformpolitik ikke i tilstrækkelig grad har løst. Reformkommissionen fremlagde sit første sæt anbefalinger i april 2022.