Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) indtræder som partner i partnerskabet ”Sammen om mental sundhed”.
Partnerskabet har fokus på forebyggelse af mentale helbredsproblemer på arbejdspladsen. Derfor giver det god mening, at FA som arbejdsgiverforening og hovedorganisation deltager aktivt i arbejdet, mener Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
”Tal viser, at hver femte dansker i den arbejdsdygtige alder lider af mentale helbredsproblemer, som eksempelvis stress, angst og depression. Det er problemer, som kan have store omkostninger både for den enkelte og for familien, virksomheden og samfundet,” siger Mariane Dissing.
Hun understreger, at mentale helbredsproblemer ikke nødvendigvis er relateret til arbejdet og arbejdspladsen.
”Men i dag er mentale helbredsproblemerne den direkte årsag til en betydelig del af det samlede sygefravær på det danske arbejdsmarked. Derfor er forebyggelse af problemerne en god investering for landets virksomheder og organisationer, uanset om de er offentlige eller private,” pointer Mariane Dissing.
Der er en række faktorer i arbejdsmiljøet, som har forebyggende effekt på arbejdsrelaterede mentale helbredsproblemer. Ifølge partnerskabet drejer det sig bl.a. om: God ledelse, indflydelse på eget arbejde, anerkendelse, forudsigelighed og retfærdighed i arbejdet.
Læs mere om partnerskabet på mentalsundhed.dk
Om Partnerskabet ”Sammen om Mental Sundhed”
”Sammen om mental sundhed” er et tværgående og forpligtende samarbejde mellem en lang række organisationer, blandt andre Sundhedsministeriet, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Akademikerne, Forsikring og Pension, LO, FTF og FA.
Partnerskabet har både fokus på forebyggelse af dårlig mental sundhed og fastholdelse af medarbejdere med mentale helbredsproblemer.
Via partnerskabet forpligter organisationerne sig bl.a. til at promovere vigtigheden af god mental sundhed samt forebyggelse, håndtering og behandling af mentale helbredsproblemer.