Det nuværende bevillingssystem for de videregående uddannelser bliver fra 2019 afløst af et nyt system, der øger fokus på kvalitet fremfor kvantitet og belønner uddannelser, som får de studerende hurtigt i job efter endt uddannelse.
Det står klart, efter at samtlige partier på Christiansborg sent fredag eftermiddag indgik en aftale om et nyt bevillingssystem for de videregående uddannelser. Aftalen omfordeler i alt 13 milliarder kroner mellem uddannelserne og vedrører op mod 27.000 studerende.
Læs også: Forslag til et nyt bevillingssystem trækker i den rigtige retning
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har bidraget aktivt i forberedelserne af det nye system, og aftalen får da også en positiv modtagelse i FA.
”Det nye bevillingssystem skaber incitamenter for uddannelsesinstitutionerne til at sikre sammenhæng med erhvervslivet, fordi de uddannelser, som får dimittender hurtigt i job, bliver belønnet. Modsat straffes uddannelser, når deres dimittender har høj ledighed. Det tvinger institutionerne til at målrette deres uddannelser mod arbejdsmarkedet, og det har vi efterlyst i årevis,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
Læs også: DEBAT: Fem konkrete bud på uddannelsernes nye bevillingssystem
Det nye bevillingssystem træder i kraft 1. januar 2019.
Læs også: Hent aftalen på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside
De væsentligste hovedtræk i det nye system
- Det nuværende taxametertilskud reduceres væsentligt, og grundtilskuddet forøges tilsvarende. Det giver uddannelsesinstitutionerne et øget økonomisk incitament til at fokusere mere på kvalitet fremfor kvantitet.
- Et nyt beskæftigelsestilskud giver uddannelsesinstitutionerne et økonomisk incitament til at fokusere mere på relevansen af uddannelserne, dvs. om uddannelserne giver dimittenderne gode beskæftigelsesmuligheder.
- Nyt grundtilskud til decentrale uddannelsesudbud giver uddannelsesinstitutionerne et økonomisk incitament til at sprede den geografiske fordeling af deres videregående uddannelsestilbud.