I takt med at finanssektoren bliver mere vidensintensiv, forudser sektoren markante rekrutteringsudfordringer, når det kommer til kandidater fra universiteterne. Men nu kommer der en hjælpende hånd fra et flertal på Christiansborg. Fremover er det nemlig muligt for arbejdsgivere at honorere studerende i ulønnede praktikforløb.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bliver den nye ordning modtaget positivt.
”Ordningen gør det mere attraktivt for studerende at tage en periode i ulønnet praktik i en virksomhed. Derfor er jeg ikke tvivl om, at vi vil se flere studerende søge ulønnede praktikpladser og projektforløb i virksomhederne. Alt i alt er ordningen med til at styrke samspillet mellem de videregående uddannelser og erhvervslivet og samtidig styrke virksomhedernes rekrutteringsmuligheder. Det kan vi kun bakke op om,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
I lovteksten er honoraret betegnet som en såkaldt erkendtlighed, der maksimalt kan udgøre 3.000 kroner om måneden. Beløbet skal ikke modregnes i den studerendes SU. Ordningen gælder udelukkende studerende på videregående uddannelser og træder i kraft 1. juli 2017.
Se også: FA's høringssvar på lovforslaget om den nye ordning