I dag betyder det såkaldte retskrav, at studerende på landets lange videregående uddannelser skal påbegynde deres kandidatuddannelse i umiddelbar forlængelse af deres bacheloreksamen. Modsat er de studerende ikke sikret en plads på den kandidatuddannelse, som er den naturlige overbygning til deres bacheloruddannelse.
Nu vil uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) udvide retskravet til tre år.
”Tager vi universitetsuddannelsen i dag, er det meget sådan, at det er tre år plus to år, altså bachelor og kandidat. Og man læser gerne det samme,” siger Tommy Ahlers til Berlingske ifølge DR Nyheder, og fortsætter:
”Det vil jeg gerne brede mere ud, så flere stoppede efter bacheloruddannelsen, gik ud og arbejdede i to-tre år og så kom tilbage til universitet for at tage en kandidatuddannelse.”
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) glæder ministerens udmelding adm. direktør Mariane Dissing.
”Vi havde helst set, at retskravet blev udvidet til fem år. Men udmeldingen fra ministeren går bestemt i den rigtige retning, og det er vi glade for,” lyder det fra Mariane Dissing, der fortsætter:
”Det styrker de studerendes læring at komme et par år ud på en arbejdsplads og arbejde med deres fagområde i praksis. Ligesom en udvidelse af retskravet vil betyde, at udbuddet af arbejdskraft bliver større, fordi vi får et større bachelorarbejdsmarked i Danmark.”
Ifølge Mariane Dissing er det især bachelorer indenfor it-området, som kan være interessant for landets finansvirksomheder