Sent tirsdag eftermiddag indgik regeringen og Dansk Folkeparti en skatteaftale til fem milliarder kroner.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) hæfter adm. direktør, Mariane Dissing, sig ved, at aftalen blandt andet betyder en modernisering af det danske pensionssystem, da det med aftalen bliver mere attraktivt at spare op til pension.
”I dag skaber samspilsproblemer mellem pensionssystemet og de offentlige ydelser en række incitamenter for en stor gruppe til ikke at spare op til deres egen pension. Det er meget uhensigtsmæssigt for dansk økonomi. Derfor er det rigtigt positivt, at dagens aftale løsner op på samspilsproblemet,” siger Mariane Dissing.
Tal fra regeringen har tidligere dokumenteret, at op mod 750.000 danskere i dag slet ikke sparer op eller sparer forsvindende lidt op til deres pensionisttilværelse.