Onsdag præsenterede regeringen sit udspil til finansloven for 2023.
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) mener underdirektør Nadeem Farooq, at udspillet mangler tiltag til at skaffe mere arbejdskraft.
”Vores arbejdsmarked er glohedt. Virksomheder over en bred kam mangler kloge hoveder og dygtige hænder. Alligevel kommer regeringen ikke med forslag til substantielle løsninger, fx via reformer. Det er skuffende og helt uholdbart,” siger Nadeem Farooq og fortsætter:
”Vi havde gerne set forslag om et mere fleksibelt pensionssystem, midler til uddannelse og kompetenceudvikling, nedsættelse af forskerordningen og udvidelse af positivlisten. Der mangler herudover initiativer, der kan gøre det mere attraktivt at arbejde. Vi har brug for løsninger, der kan sikre væksten på lang sigt og ikke blot yderligere tilskud, der i værste fald kan skubbe endnu mere til inflationen.”
Forhandlingerne om finansloven forventes afsluttet i efteråret, og Folketinget vedtager traditionelt det kommende års finanslov i december.