Fredag starter en ny runde trepartsforhandlinger. Temaet er denne gang tilstrækkelig og velkvalificeret arbejdskraft, og alt tyder på, at parterne står langt fra hinanden.
”Det er alt for ensidigt at tro, at fremtidens udfordringer med tilstrækkelig og velkvalificeret arbejdskraft kan løses ved blot at tvinge virksomheder til at oprette flere praktikpladser,” siger Mariane Dissing, der som adm. dir. i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) deltager i trepartsforhandlingerne.
”Vi ved, at de vidensintensive sektorer i fremtiden vil udgøre en langt større del af arbejdsmarkedet, end det er tilfældet i dag. Her handler det ikke om praktikpladser, men om højt kvalificeret og specialiseret arbejdskraft. Det nødvendiggør et bredt og relevant udbud af efteruddannelse, fordi kompetencerne hos vidensintensive medarbejdere hurtigt bliver forældet.”
Opret et V-AMU
Konkret foreslår FA, at der skal oprettes et V-AMU (Videregående Arbejdsmarkedsuddannelser) for at understøtte det voksende behov for efteruddannelse af medarbejdere med videregående uddannelser. Tanken er at lave et AMU-system for lønmodtagere med videregående uddannelser.
”Et V-AMU kan medvirke til, at lønmodtagere med videregående uddannelser kan holde sig opdateret og være funktionsdygtig i det nuværende eller i kommende job. Det betyder også, at de danske vidensintensive virksomheder bevarer og styrker deres vækst og konkurrenceevne,” siger Mariane Dissing.
Tanken er, at V-AMU skal tilbyde korte kurser målrettet medarbejdere med videregående uddannelser. De skal dermed kunne tilegne sig en kompetencegivende opkvalificering, som virksomhederne har brug for her og nu, og som er helt jobspecifik. Kurserne skal udvikles i tæt samarbejde mellem de relevante brancher og uddannelsesinstitutioner, som udbyder efter- og videreuddannelse på videregående niveau.
V-AMU skal fungere parallelt med AMU, der primært henvender sig til faglærte og ufaglærte.