Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) underskrev tirsdag Diversity Charter Denmark. Det skete ved et såkaldt Signing Event, som Nordeas hovedsæde i København lagde hus til.
Med underskriften bakker FA op om visionen om at øge og bringe mangfoldigheden i spil i dansk erhvervsliv.
”Vi er overbeviste om, at mangfoldighed er en styrke både for den enkelte arbejdsplads, men også for arbejdsmarkedet som helhed. Dertil kommer, at mangfoldighed og diversitet fylder meget i vores medlemsvirksomheder. Så selvfølgelig tilslutter vi os helt og fuldt visionen,” siger underdirektør i FA, Katja Brunbjerg Muff, der skrev under på charteret på vegne af FA.
Det er Foreningen Lige Adgang, der arbejder for at skabe et inkluderende arbejdsmarked for alle, som står bag Diversity Charter Denmark.
Ifølge foreningens direktør, Muneeza Rosendahl, er det vigtigt, at FA som hovedorganisation på det danske arbejdsmarked tilslutter sig charteret.
”Som hovedorganisation er FA med til at inspirere og sætte tonen på det finansielle arbejdsmarked. Derfor er vi naturligvis glade for, at de har skrevet under på charteret,” siger Muneeza Rosendahl.
Danske Bank, Nordea, Lån & Spar Bank, Gjensidige og BNP Paripas har også skrevet under på Diversity Charter Denmark.
Læs mere om charteret på mangfoldighedscharter.dk