Den nuværende metode til at opgøre og sammenligne kvinder og mænds løn i finanssektoren er alt for unuanceret.
Det mener Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), som derfor har nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde en ny model for en retvisende kønsopdelt lønstatistik for finanssektoren.
Flere finansvirksomheder har allerede tilkendegivet, at de vil deltage i arbejdet, mens Finansforbundet og Forsikringsforbundet er informeret om arbejdet og vil blive inddraget i processen.
”Den nuværende statistik for kvinder og mænds løn i finanssektoren sammenligner reelt lønninger for usammenlignelige grupper. Fx sammenligner den overordnede statistik kasseassistenters løn med lønnen for it-specialister,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
Konkret tager den nuværende opgørelsesmetode ikke højde for jobindhold, ansvarsniveau, uddannelsesniveau, alder, anciennitet, geografi, virksomhedsstørrelse og virksomhedstype. Alt sammen parametre, som har betydning for løndannelsen.
”Det er klart, at det tegner et billede af, at der er et voldsomt løngab mellem kønnene i sektoren. Det skaber myter på arbejdspladserne og i samfundet. Det er ingen tjent med. Uforklarlige lønforskelle skal tages meget alvorligt, og det kræver et korrekt datagrundlag. Derfor er det nødvendigt, at vi får skabt en ny model, som giver et retvisende billede,” siger Mariane Dissing.
Udover en ny model for kønsopdelt lønstatistik skal arbejdsgruppen også udarbejde et katalog med konkrete anbefalinger til virksomhedernes arbejde med uforklarlige lønforskelle.
Arbejdsgruppen blev nedsat i starten af marts, og arbejdet forventes afsluttet i løbet af 2021.