Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt tirsdag åbningstale i Folketinget, da tinget tog hul på et nyt folketingsår.
I sin tale kom Lars Løkke Rasmussen blandt andet ind på behovet for udenlandsk arbejdskraft:
”Danske virksomheder skaber den velstand, som muliggør velfærd, og derfor er det alvorligt, når de ikke kan få de medarbejdere, de har brug for. Hver udlænding, som kommer til Danmark på det, der hedder beløbsordningen, bidrager netto med hundredtusindvis af kroner til de offentlige kasser. Samlet set tæt på halvanden milliard kroner. Penge, som vi kan bruge direkte til uddannelse, sundhed, velfærd,” sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:
”Alligevel er der et flertal udenom regeringen, som insisterer på at gøre det så bøvlet som muligt for danske virksomheder at ansætte talenter fra udlandet. Der må jeg bare sige, at det ikke er Folketingets opgave at modarbejde danske virksomheder. Tværtimod. Vi skal give virksomhederne ordentlige vilkår. De skal ansætte medarbejdere på gode vilkår.”
Statsministeren bebudede, at regeringen allerede i morgen, onsdag, vil fremlægge et udspil, der skal gøre det lettere for danske virksomheder at tiltrække medarbejdere fra eksempelvis USA, Canada, Singapore og Japan.
”Denne gang håber jeg, at et flertal i Folketinget vil være med til at løse problemerne. De er reelle. Og de vokser,” sagde Lars Løkke Rasmussen.
FA: Vi er meget enige med statsministeren
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har i flere omgange advokeret for, at det skal være lettere for danske virksomheder at rekruttere arbejdskraft udenfor EU.
Derfor glæder adm. direktør i FA, Mariane Dissing, sig over statsministerens fremhævelse af behovet for udenlandsk arbejdskraft.
”Jeg er meget enig med statsministeren. Det er helt nødvendigt, at virksomhedernes adgang til udenlandsk arbejdskraft lettes. I dag oplever hver tredje finansvirksomhed udfordringer med at rekruttere og fastholde it-specialister, mens det samme gælder for hver fjerde virksomhed, når det kommer til compliancemedarbejdere. Det er rigtigt positivt, at statsministeren adresser de udfordringer i sin åbningstale,” siger Mariane Dissing.
Ifølge en rundspørge, som FA har foretaget til et udsnit af sine medlemsvirksomheder, er det både den høje beløbsgrænse i den såkaldte beløbsordning og en række bureaukratiske barrierer, der hæmmer virksomhedernes muligheder for at rekruttere internationalt.
Statsministerens åbningstale er et fast punkt på dagsordenen ved Folketingets åbning, der altid finder sted første tirsdag i oktober.
Læs hele statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) åbningstale her