I juni meddelte Velliv Foreningen, at de stiller 10.000 kroner til rådighed for 500 virksomheder, der vil arrangere et event om mental sundhed i forbindelse med Danmarks Mentale Sundhedsdag.
Læs også: Virksomheder kan få 10.000 kr. for at bryde tabu om mental sundhed
Et event kan eksempelvis være et foredrag, en workshop eller en firmaudflugt med fokus på mental sundhed.
Det er stadig muligt at ansøge om beløbet hos Velliv Foreningen. Deadline er 1. september.
Danmarks Mentale Sundhedsdag løber af stablen 10. oktober. Formålet med dagen er at bryde tabuet om dårlig mental sundhed, så det bliver naturligt at tale sammen om stress, angst og depression i arbejdslivet.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har tidligere opfordret sine medlemsvirksomheder til at markere dagen.
”Selv om langt fra alle mentale helbredsproblemer er arbejdsrelaterede, er det en god investering for virksomhederne at forebygge og italesætte mentale helbredsproblemer. De er nemlig årsag til en betydelig del af det samlede sygefravær på det danske arbejdsmarked,” lød det fra Hans Jørgen Steffensen, arbejdsmiljøchef i FA, tilbage i juni.
Danmarks Mentale Sundhedsdag er inspireret af WHO’s World Mental Health Day. Bag dagen står partnerskabet ’Sammen om mental sundhed’, som FA har været medlem af siden december 2018.
Læs mere om Danmarks Mentale Sundhedsdag og kravene for at få økonomisk støtte