Direktør Finans Danmark/Arbejdsgiver
Vicedirektør
Finans Danmark og Finansforbundet har udvekslet krav og temaer, som begge parter ønsker at bringe med til forhandlingerne om den nye overenskomst på finansområdet. Der er nu nedsat tre arbejdsgrupper, der skal i gang med at drøfte mulige løsninger og forbedringer, så man med OK25 sikrer en holdbar og fremtidssikret overenskomst. Udvikling af kompetencer til fremtidens arbejdsmarked, øgede muligheder for at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere og attraktiv arbejdsplads i forskellige livsfaser er blandt de områder, som er væsentlige for begge parter i forhandlingerne om OK25.
"Finans Danmark er ny i rollen som arbejdsgiverorganisation, og dette er vores første overenskomstforhandling med Finansforbundet. Det ser vi frem til. Som arbejdsgiver ønsker vi en balanceret overenskomstaftale, der sikrer økonomisk ansvarlighed og styrket konkurrenceevne til gavn for både banker, medarbejdere og samfund. Det gælder også for de kommende år, hvor der er en udbredt forventning om lavere indtjening i sektoren på grund af faldende renter. Samtidig ønsker vi at fastholde vores arbejdspladser som attraktive, så vi fortsat kan tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Ved at udvide og udvikle talentmassen i finanssektoren er vi med til at understøtte innovation, vækst og velstand i hele Danmark," siger Morten Schønning Madsen, direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver.
"Forhandlingerne skal sikre de overordnede rammer for medarbejdere og virksomheder i den finansielle sektor i de kommende år. Der er behov for i fællesskab at tage fat om flere vigtige temaer som investering i kompetenceudvikling og nye behov for fleksibilitet omkring forskellige livssituationer, mens vi også skal sikre medarbejderne en rimelig og fornuftig lønudvikling. Vi glæder os til arbejdet, for vi har sammen med virksomhederne og den nye arbejdsgiverorganisation en vigtig opgave i at skabe en stærk overenskomst, der sikrer gode arbejdspladser på det finansielle område gennem hele livet," siger Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet.
Fakta
- Finans Danmark er ny arbejdsgiverorganisation, som blev etableret den 1. januar 2024. Det er første gang, Finans Danmark og Finansforbundet mødes til overenskomstforhandlinger.
- Overenskomsterne mellem Finans Danmark/Arbejdsgiver og Finansforbundet omfatter 116 virksomheder og mere end 46.000 ansatte. Langt størstedelen er ansat i landets penge- og realkreditinstitutter, mens andre er ansat i datacentraler, der leverer løsninger til finanssektoren.
- Den nuværende overenskomst mellem Finans Danmark/Arbejdsgiver og Finansforbundet udløber den 31. marts 2025. Derfor skal en ny overenskomst - efter planen - træde i kraft den 1. april 2025.