Finanssektoren indgår flere og flere uddannelsesaftaler med finanselever.
Alene i år har sektoren tegnet aftaler med 202 nye finanselever. Det er det højeste antal i 12 år.
Tallene stammer fra en opgørelse over årets aftaler, som IBC International Business College har foretaget, og som Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har sammenlignet med identiske opgørelser fra tidligere år.
Udviklingen kommer ikke bag på Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
”Elever er en værdifuld ressource, og sektoren påtager sig gerne et medansvar for uddannelse af unge mennesker. Derudover er konkurrencen om arbejdskraften hård. I finanssektoren konkurrerer virksomhederne ikke bare internt om den samme arbejdskraft, de er også i hård konkurrence med en lang række andre sektorer. Derfor er den stigende rekruttering af finanselever også udtryk for rettidig omhu fra virksomhedernes side,” siger Nicole Offendal.
Udviklingen har ikke toppet
Opgørelsen viser, at forsikrings- og pensionsområdet har indgået aftaler med 143 finanselever, hvilket er en spids under sidste års antal på 151, men ellers det højeste niveau siden 2008.
Banker og sparekasser har med 59 uddannelsesaftaler tegnet det højeste antal siden 2013.
”Finansuddannelsen var i mange år den store fødekæde ind i sektoren. Uddannelsen har dog ikke samme omfang i dag, som den havde før finansøkonom og -bacheloruddannelserne så dagens lys,” lyder det fra Nicole Offendal.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Også sidste år var antallet af uddannelsesaftaler det højeste i en plus 10-årig periode, og Nicole Offendal tror ikke, at udviklingen har toppet endnu.
”Vi kommer ikke tilbage til de tider, hvor der blev ansat 800 finanselever om året, men jeg tror, at den stigende udvikling vil fortsætte de kommende år. Vi mærker i hvert fald stigende interesse for uddannelsen fra vores medlemsvirksomheder,” siger Nicole Offendal.
Læs mere om finansuddannelsen på UddannelsesGuiden.dk