Der er fuld damp på beskæftigelsen i de finansielle it-virksomheder, der laver it-systemer og udvikler digitale løsninger til finanssektoren. Siden 2008 er beskæftigelsen i virksomhederne steget med 11,5 procent, og ifølge nye tal fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) vil væksten fortsætte ind i 2016, hvor virksomhederne forventer en stigning i beskæftigelsen på 1,8 procent. Det svarer til knapt 100 nye stillinger.
”Finanssektoren investerer massivt i digitale løsninger og ny teknologi, fordi kundernes forventninger til eksempelvis deres bank eller forsikringsselskab har ændret sig meget de senere år. Kunderne forventer at kunne lave transaktioner og have adgang til serviceydelser hele døgnet,” udtaler Mariane Dissing, adm. dir. i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og fortsætter:
”Mange udviklings- og driftsopgaver er blevet outsourcet til finansielle it-virksomheder med speciale i at levere udvikling til sektoren. Og det er hovedforklaringen på væksten hos de finansielle it-virksomheder.”
Rekrutteringsudfordringer truer væksten
Men tallene i FA’s undersøgelse dokumenterer også store rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer for de finansielle it-virksomheder. Eksempelvis har tre ud af fire af virksomhederne svært ved at rekruttere og fastholde systemudviklere. Og mere end hver tredje af virksomhederne svarer, at de i dag decideret mangler en eller flere systemudviklere.
”Det er et problem, som skal tages alvorligt. Finansielle it-virksomheder er jo ofte virksomheder, som arbejder med de nyeste teknologier og processer. Derfor er adgangen til eksempelvis systemudviklere en naturlig forudsætning for virksomhedernes fortsatte vækst og konkurrenceevne,” siger Mariane Dissing.
Det er ikke kun systemudviklere, som de finansielle IT-virksomheder mangler. Blandt andre er også produkt- og forretningsudviklere vanskelige for virksomhederne at rekruttere og fastholde, viser undersøgelsen.
It-medarbejdere i finanssektoren er blevet for dyre
Ikke bare mangel på kvalificeret arbejdskraft, men også et højt lønniveau presser de finansielle it-virksomheder. Eksempelvis viser en særkørsel fra Danmarks Statistik, at it-medarbejdere uden ledelsesansvar i finanssektoren tjener ca. 20 pct. mere end it-medarbejdere i resten af den private sektor.
”Det høje lønniveau er en hæmsko for den fortsatte vækst. Risikoen er, at flere virksomheder i finanssektoren begynder at outsource deres opgaver til it-virksomheder, der ligger uden for Danmarks grænser, fordi det er billigere,” påpeger Mariane Dissing.