Fredag eftermiddag faldt de sidste brikker i finansloven for 2017 på plads. Finansloven indeholder blandt andet en lettelse af registreringsafgiften på biler, og det er positivt, lyder reaktionen fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening.
”Alt i alt er det en fornuftig finanslov, der er økonomisk ansvarlig. Specielt afgiftslettelsen på biler vil styrke danskernes forbrugslyst og dermed væksten,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening, og peger på, at finanslovsaftalen bør være springbræt til nye forhandlinger om en 2025-plan.
Nu bør forhandlingerne om en 2025-plan genstartes
Netop forhandlingerne om finansloven for 2017 startede i kølvandet på et nærmest tumultarisk forløb mellem de borgerlige partier i forbindelse med regeringens forslag til en stor 2025-plan.
”Det mest positive ved finanslovsaftalen er, at de borgerlige partier har vist, at de i fællesskab er i stand til at skabe større aftaler,” siger Mariane Dissing og fortsætter:
”Det samarbejdsklima bør regeringen og de øvrige borgerlige partier løfte ind forhandlingerne om en ambitiøs 2025-plan. Forhandlinger, som bør genoptages hurtigst muligt, nu hvor finansloven er i hus.”
Ifølge Finanssektorens Arbejdsgiverforening er især lempelser i skatten på arbejde, styrkede incitamenter for virksomheder til at investere i Danmark og et nyt pensionssystem nødvendige tiltag i en vækstskabende 2025-plan.