Politisk chefrådgiver
Kurven over andelen af finansansatte med en videregående uddannelse på CV’et er steget stejlt de seneste to årtier.
I år 2000 var det 20 procent af medarbejderne i finanssektoren, der havde en videregående uddannelse. I 2019 var den andel steget til 54 procent.
Det viser en ny analyse fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
”Øget politisk regulering og stigende digitalisering har skabt stor kompleksitet i virksomhedernes opgaveløsning. Derfor anvender de i stigende grad meget specialiseret og højtuddannet arbejdskraft,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA.
”Jeg er overbevist om, at hverken omfanget af den politiske regulering eller den teknologiske udvikling har toppet. Derfor vil behovet for højtspecialiserede medarbejdere fortsat stige,” tilføjer hun.
I år 2000 var andelen af finansansatte med videregående uddannelse fem procentpoint lavere end gennemsnittet på det samlede danske arbejdsmarked. I 2019 var finanssektorens andel 15 procentpoint højere end arbejdsmarkedets andel.