Tidligere var finansassistenter fødekæden til finanssektoren. Sådan er det ikke længere. Ifølge den årlige beskæftigelsesundersøgelse fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) efterspørger finansvirksomhederne i stigende grad medarbejdere med akademisk baggrund. Undersøgelsen viser, at sektoren forventer 1.567 akademiske nyansættelser alene i 2017.
”Konkret betyder det, at virksomhederne i langt højere grad end tidligere har blikket rettet mod universiteter i deres rekrutteringsindsats,” siger Mariane Dissing, adm. direktør i FA, og fortsætter:
”Jeg tror ikke, at vi har set toppen endnu. Kompetencekravene til medarbejderne vil fortsat stige på grund af eksempelvis teknologiske muligheder, regulering og nye krav fra kunderne. Derfor vil sektoren blive endnu mere vidensintensiv i fremtiden, end det allerede er tilfældet.”
Foreløbige tal for 2016 peger på, at niveauet for akademikere i finanssektoren steg med godt 460 i løbet af 2016. Holder forventningerne om 1.567 akademiske nyansættelser i 2017, er der altså tale om en markant stigning.
EKSKLUSIVT FOR MEDLEMSVIRKSOMHEDER: Hent Beskæftigelsesundersøgelse 2017 her