Regnbuefarver præger bybilledet i København, hvor mangfoldigheds- og menneskerettighedsfestivalen Copenhagen Pride Week og WorldPride løber af stablen 12.-22. august.
Også finansvirksomheder markerer festivalen, viser en rundspørge, som Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har foretaget i Forum for Mangfoldig Ledelse, der er et netværk for mangfoldighed og diversitet i finanssektoren.
Læs også: FA lancerer forum for mangfoldig ledelse
”Over en bred kam hylder finanssektoren retten til forskellighed. Det bliver naturligvis særligt synligt under priden, men virksomhederne gør i hverdagen meget ud af at sikre rum til mangfoldighed på arbejdspladsen. Det gælder i relation til seksualitet, køn, etnicitet osv.,” fortæller Søren Sass, politisk konsulent i FA.
Læs også: Ny guide til mangfoldighed
Konkret er visionen bag Copenhagen Pride at skabe en verden, hvor enhver kan elske og leve – frit og i tryghed. Flagskibet er den årlige Copenhagen Pride Week, der afsluttes med en stor parade i hovedstaden.
Sådan markerer finansvirksomheder Pride Week
- Sponsoraftaler med WorldPride og Copenhagen Pride
- Deltagelse i WorldPride-marchen
- Hejse regnbueflag på bygninger landet over
- Vise egenproducerede pride-videoer på kundeskærme
- Stille mødefaciliteter til rådighed for pride-organisationen
- Aktiv støtte og synliggørelse af pride på egne sociale medier
- Give medarbejdere mulighed for at deltage i frivillige pride-arrangementer.