I år har samlet set 90.563 indsendt deres ansøgning til en eller flere af landets videregående uddannelser. I forhold til sidste år er det et fald på 3,7 procent.
Faldet i antal ansøgere er dog ikke slået igennem på finansøkonomuddannelsen. Det viser en opgørelse, som Uddannelses- og Forskningsministeriet i dag har offentliggjort over antal 1. prioritetsansøgere til en række udvalgte uddannelser. Sidste år havde finansøkonomuddannelsen 1.701 ansøgere, mens antallet i år er 1.695.
”Sektoren efterspørger i stigende grad finansøkonomer. Derfor glæder det os naturligvis, at antallet af 1. prioritetsansøgere er både højt og stabilt,” siger Nadeem Farooq, underdirektør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Ifølge FA’s beskæftigelsesundersøgelse 2017 forventer finanssektorens virksomheder at ansætte 338 nyuddannede finansøkonomer i 2017. Det er en stigning på godt ni procent i forhold til sidste års undersøgelse.
Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at antallet af 1. prioritetsansøgere til finansøkonomuddannelsen steget med 33,5 procent siden 2010, fra 1.269 til 1.695.
Ansøgertallet for finansbacheloruddannelsen er endnu ikke offentliggjort.