Finanssektoren er klar til at ansætte ukrainske flygtninge.
Det viser en helt ny undersøgelse, som Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) har gennemført blandt sine medlemsvirksomheder.
Q&A
FA har oprettet en ansættelsesretslig Q&A i relation til krigen i Ukraine. Teksten bliver løbende opdateret. Se Q&A her.
I undersøgelsen svarer 69 procent af virksomhederne, at de ser gode muligheder for ansættelse af ukrainske flygtninge.
”Det er vigtigt, at vi som sektor tager et samfundsansvar og et menneskeligt ansvar for situationen. Og det viser tallene med alt tydelighed, at virksomhederne i finanssektoren vil gøre. Jeg er ikke i tvivl om, at mange virksomheder i sektoren vil lægge sig i selen for at løfte ukrainske flygtninge ind på det finansielle arbejdsmarked,” siger Nicole Offendal, adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Derfor har FA i sidste uge rakt ud til både Finansforbundet og Forsikringsforbundet for at lave særaftaler for ukrainske flygtninge.
”Set i lyset af de mange lovpligtige certificeringer og krav, der stilles til medarbejdere i finanssektoren, er det en utrolig høj andel af virksomhederne, som gerne vil ansætte ukrainske flygtninge,” siger Nicole Offendal.
Undersøgelsen er gennemført i perioden 4.-9. marts 2022. I alt har 75 medlemsvirksomheder svaret. De tegner sig samlet set for 72 procent af ansatte i sektoren.