Optaget på de finansielle uddannelser stiger markant i 2014. Det viser årets tal fra den koordinerede tilmelding til de videregående uddannelser.
Stor søgning og stort optag på Finansbacheloruddannelsen
Stigningen er størst i optaget på Finansbacheloruddannelsen. Der blev optaget 415 på Finansbacheloruddannelsen i 2013, mens tallet er 477 i 2014. Det svarer til en stigning på 15 pct. Stigningen i optaget fordeler sig over erhvervsakademierne, dog undtaget Odense, hvor optaget ligger på niveau med 2013.
Selvom optaget er rekordstort, er der fortsat adgangsbegrænsninger på uddannelsen på 3 ud af 4 udbudssteder. Kun ved UCN i Ålborg er der frit optag på uddannelsen.
Svag stigning på Finansøkonomuddannelsen
På Finansøkonomuddannelsen er stigningen lidt mindre, dog fra et højere udgangspunkt. Mens sommeroptaget i 2013 var 1.337, er det i 2014 1.457 på landsplan. Det svarer til en stigning på ca. 9 pct.
Selv om optaget på uddannelsen er steget, er mange også blevet afvist. Særligt i København er mange gået forgæves. Således er 126, der havde finansøkonom som 1. prioritet i København, blevet afvist. Adgangskvotienten er i 2014 5,8 for at blive optaget på finansøkonom på Cph Business i København.
Ny uddannelse vil give endnu flere praktikansøgere
Endeligt synes den nye 2-årige Financial Controller uddannelse at have fået fodfæste blandt de uddannelsessøgende. I år er 229 blevet optaget på denne uddannelse. Nogle af disse må forventes også at søge deres praktikpladser i pengeinstitutter og forsikringsselskaber.