Flere af landets højere læreanstalter udbyder fra september 2018 erhvervskandidatuddannelser, hvor studerende får mulighed for at tage deres kandidatuddannelse over fire år mod i dag to, fordi de parallelt med studiet arbejder op til fuldtid i en virksomhed.
Læs også: Aftale om erhvervskandidater på plads
Det er dog langt fra alle uddannelsesretninger, der giver mulighed for en erhvervskandidatuddannelse, men i dag offentliggjorde Uddannelses- og Forskningsministeriet listen over de uddannelsesretninger og -steder, som fra i år vil tilbyde de studerende en erhvervskandidatuddannelse.
Se også: Klumme: Fremragende forslag fra regeringen
På listen er der flere relevante uddannelser for finanssektoren. Det drejer sig om:
- Erhvervsøkonomi (Syddansk Universitet)
- Business Administration and Ebusiness (Copenhagen Business School)
- Jura (Syddansk Universitet)
- Jura (Københavns Universitet)
- Datalogi (Københavns Universitet)
- Datalogi (Syddansk Universitet)
Fra 2019 tilføjes følgende uddannelser til listen: Erhvervsøkonomi (Copenhagen Business School), Jura (Aarhus Universitet), Datalogi (IT-Universitet i København) og Digital innovation og management (IT-Universitet i København).
Læs mere om erhvervskandidater på Uddannelses- og Forskningsministeriets temahjemmeside
Fakta om erhvervskandidatuddannelser
En erhvervskandidatuddannelse er en toårig kandidatuddannelse (120 ECTS), der er tilrettelagt som et fireårigt deltidsforløb, hvor den studerende arbejder i en offentlig eller privat virksomhed ved siden af studierne. Erhvervskandidatuddannelserne har samme indhold som de toårige kandidatuddannelser.
For at påbegynde en erhvervskandidat, skal den studerende:
- Leve op til de faglige adgangskrav. Det er de samme krav, som gælder for den almindelige toårige kandidatuddannelse på uddannelsesinstitutionen.
- Være ansat i en virksomhed på baggrund af sin bacheloruddannelse mindst 25 timer om ugen eller være iværksætter.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet